Er det forkert at jeg savner at være alene igen efter 14 år

Er det forkert at jeg savner at være alene igen. Ikke "single". Alene. Komme hjem til en tom lejlighed, spise det jeg har lyst til ofte stående ved køkkenbordet, sætte musik på højt, ikke skulle sige hvor jeg er hver to timer. 14 år med samme person, 11 år med børn, og det er ikke at jeg ikke elsker dem - det er at jeg ikke kan huske hvad det vil sige at høre mine egne tanker uden afbrydelse. Jeg er 43 mor til to teenagere, bor i Odense, arbejder i kommunen, gift med en mand som er fin. Det er en frygtelig ting at sige, "fin". Han er fin. Han fortjener mere end fin. Jeg fortjener mere end fin. Vi har ikke mere end fin. I sidste uge var jeg på arbejdsrejse i Aarhus, 2 nætter alene på hotel, og jeg græd af lykke første aften ved en pølse fra 7-Eleven. Lykke. Over en pølse. Det er hvor lavt mit eget liv er kommet til at føles. Købte en kuglepen i lufthavnen, helt unødvendigt, jeg har 40 hjemme. Jeg er ikke utro. Jeg har ikke lyst til en anden mand. Jeg har lyst til mig selv. Hvordan beder man om plads i et ægteskab uden at lyde som man vil ud af det. Eller skal jeg være ærlig med mig selv om at jeg vil ud af det. Jeg ved det ikke. Det er det værste, ikke at vide.