Et år efter kemo. Kroppen er ikke længere min, manden siger han elsker — jeg tror ikke på det

I går aftes satte han sig overfor mig ved køkkenbordet og sagde lavt — "jeg vil have dig som før". Jeg nikkede og gik ud at vaske op, fordi at græde ville have gjort det hele værre. Jeg mærkede hvordan han kiggede mig i ryggen og ventede på at jeg skulle vende mig. Jeg vendte mig ikke, vaskede den samme tallerken i gode fem minutter. [Kvinde37], Vesterbro, tiende år sammen, før diagnosen levede vi et helt almindeligt godt liv. I februar sidste år fik jeg brystkræftdiagnose. Venstre fjernet, midlertidig rekonstruktion indtil videre, mindst otte måneder mere med den, så endnu en operation. Kemo sluttede oktober, håret er først lige begyndt at komme tilbage, vipperne som hos et nyfødt barn. Min mand var en klippe hele tiden — kørte til hver behandling, lavede suppe når jeg ikke kunne se på mad, sov på en stol ved siden af hospitalssengen når jeg blev. Tog ulønnet orlov tre gange i træk. Jeg skylder ham resten af mit liv, og det gør på en eller anden måde det hele bare værre. Og dér er det egentlige problem. Lysten er kommet tilbage. Stærk, næsten upassende, jeg vågner om natten og kan ikke falde i søvn igen. Bare ikke til ham. Jeg falder ned i fantasier om en fremmed der vil have mig, en der ikke ved noget om min krop. Som ser mig for første gang, uden journal, uden medlidenhed, uden det her "jeg elsker dig præcis som du er". Når han rører ved arret stivner jeg helt, jeg holder vejret. Når jeg forestiller mig et fremmed blik der ikke kender historien — lever jeg op. Ærligt talt forstår jeg det ikke selv, terapeuten siger at det er normalt, men terapeuten ligger ikke i den samme seng som mig. Jeg ved at det lyder som utaknemmelighed. Han var der hele året, og jeg fantaserer om en slags spøgelser fra en app. Men problemet ligger ikke i ham, problemet ligger ikke i ham, jeg gentager det som et mantra. Problemet er at hans blik er blikket fra en der har set mig uden hår, uden bryst, med slanger i årerne. Og jeg har nu brug for et blik der bare ser en kvinde. Ikke en syg, ikke en overlever, ikke "hvor er du sej", men bare en kvinde. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forene det og ved ikke om jeg overhovedet kan sige det til ham. Hvis nogen er gået gennem kræft og kom tilbage til kroppen via sex — hjælper fremmede blikke eller fjerner det fra ens mand? Er det en normal fase eller er jeg allerede flygtet og kan ikke se at jeg er flygtet? Og hvad gjorde I med skyldfølelsen — for min rækker til tre år frem, jeg bærer den som en kuffert.