I sidste uge satte min mand sig overfor mig og sagde — lad os prøve

I sidste uge satte min mand sig overfor mig ved køkkenbordet på Vesterbro, skubbede tekoppen til side og sagde — lad os prøve. Ingen indledning, ingen forberedelse. Jeg forstod først ikke hvad han talte om. Viste sig han har læst fora i et år. Et år. Han har bookmarks, screenshots, lister over klubber i København. Jeg kigger på ham og kender ham ikke igen. Jeg er 41, han 44, sytten år sammen, datter går i 1.g på Frederiksberg. Jeg er ikke vred. Jeg er fortabt. For da han begyndte at remse op — steder på Nørrebro, regler, "altid sammen aldrig alene" — fangede jeg mig selv at lytte med nysgerrighed, ikke med rædsel. Og det skræmmer mig mest. Han siger — ingen vi kender, ingen kollegaer, kun par, kun i København, alt sammen, aldrig solo. Det lyder som om han faktisk har tænkt. Ved ikke hvad jeg skal spørge om. Sandsynligvis — hvordan I startede når én partner allerede har læst alt og den anden ikke hænger på. Og er det normalt at jeg er såret over at han har været tavs i et år.