I sommer på Bornholm mødte jeg én og kan ikke glemme det

I sommer på Bornholm mødte jeg en. Vi var dér en uge med børnene, lejet sommerhus i Allinge. Min mand havde dårlig ryg, han lå inden i meget, jeg gik ned til stranden med børnene hver eftermiddag. Der var en mand alene med sine to, omtrent samme alder som mine. Vi snakkede. Det var det. Han bor i Odense. Jeg bor i København. Vi udvekslede ikke kontaktoplysninger - det var bevidst fra min side. Men jeg tænker på ham hver dag siden vi kom hjem i august. det er nu maj. 9 måneder. jeg er 41 lærer, to børn 9 og 11. mit ægteskab er ikke i krise. min mand er en god mand. han kan bare ikke noget af det den anden mand kunne i den uge - tilstedeværelse, latter, øjenkontakt over morgenkaffe.. jeg ved godt at en uge på ferie ikke er virkelighed. men noget i mig ved nu hvad mit liv kunne være, og jeg kan ikke afvide det igen. problemet, jeg kunne finde ham. jeg ved hvad han hedder og hvor han arbejder. jeg har ikke gjort det. men jeg tænker på det. og jo længere jeg ikke gør det, jo mere virkelig bliver han i mit hoved. køber blomster til mig selv hver tirsdag nu, ved ikke hvorfor lige tirsdag. hvad har andre gjort i denne situation??