Lørdag morgen. Han laver kaffe. Jeg tænker fanme det er sådan det er Lørdag morgen. Han laver kaffe. Jeg sidder i sofaen, regn på altanen, naboens tvillinger der råber gennem væggen. Han kommer ind med to kopper. Stiller den ene foran mig. Sætter sig. Læser nyheder på telefonen. Jeg ser på ham og tænker — fanme. Det er sådan det er. Det er det her tretten år ser ud som om en lørdag morgen. I onsdags skrev han til mig på SMS fra arbejdet — "kunne tænke mig at vi snakkede om noget i weekenden". Jeg svarede "ok". Det er nu lørdag morgen. Han nævner det ikke. Jeg nævner det ikke. Måske bare ingenting. Måske noget med svigermor. Måske noget med os. Ærligt talt jeg ved ikke ka. Men "snakke om noget" sidder fast. Han skriver ikke sådan om praktiske ting. Han skriver sådan når noget er svært. Og vi har en tradition i tretten år for at det svære snakker vi aldrig om. Bryder vi den her lørdag. Eller næste lørdag. Eller aldrig.