Min bedste veninde fandt ud af at vi er i scenen. Kigger på mig som en fremmed nu

Notifikationen poppede op på køkkenbordet i hendes lejlighed på Frederiksberg mens jeg hældte te op til hende. Foto, tekst, navn. Sofie så det hele i én hovedbevægelse — hun havde bedre vinkel end mig. Vi frøs begge i ti sekunder, jeg nåede ikke engang at række ud efter telefonen. To dages tavshed. Jeg tænkte måske det gik over, måske hun beslutter sig for at hun ikke så det. Så besked — "jeg ved ikke hvordan jeg skal snakke med dig nu". Vi har kendt hinanden siden vi var otte, jeg var brudepige til hendes bryllup, holdt hendes hånd på fødegangen. [Kvinde34], i lifestyle med min mand i to år, ikke sagt det til nogen — ikke forældre, ikke gamle veninder, ingen. Jeg forklarede hvad jeg kunne. At det er med min mand, at vi begge er med, at det ikke er utroskab, at det ikke er orgier hver weekend. Hun lyttede, stillede forsigtige spørgsmål. Men man kan se at hun har mig som en anden i hovedet nu. Holdt op med at invitere til familiemiddage. Holdt op med at fortælle om sin mand — nok bange for at jeg "foreslår noget". Fanme. Der er altid en vis forsigtighed i hendes blik nu. Jeg vil ikke miste hende, jeg har ikke hundrede sådanne mennesker i livet. Men jeg gider heller ikke forsvare mig mere. Har nogen genopbygget sådan et venskab eller er det allerede dødt? Og skal man overhovedet forsøge eller give hende tid og holde sig væk indtil hun selv tager kontakt?