Et år efter kemo. Kroppen er ikke længere min, manden siger han elsker — jeg tror ikke på det
28 upvotes · 6 answers · 587 views
I går aftes satte han sig overfor mig ved køkkenbordet og sagde lavt — "jeg vil have dig som før". Jeg nikkede og gik ud at vaske op, fordi at græde ville have gjort det hele værre. Jeg mærkede hvordan han kiggede mig i ryggen og ventede på at jeg skulle vende mig. Jeg vendte mig ikke, vaskede den samme tallerken i gode fem minutter. [Kvinde37], Vesterbro, tiende år sammen, før diagnosen levede vi et helt almindeligt godt liv.
I februar sidste år fik jeg brystkræftdiagnose. Venstre fjernet, midlertidig rekonstruktion indtil videre, mindst otte måneder mere med den, så endnu en operation. Kemo sluttede oktober, håret er først lige begyndt at komme tilbage, vipperne som hos et nyfødt barn. Min mand var en klippe hele tiden — kørte til hver behandling, lavede suppe når jeg ikke kunne se på mad, sov på en stol ved siden af hospitalssengen når jeg blev. Tog ulønnet orlov tre gange i træk. Jeg skylder ham resten af mit liv, og det gør på en eller anden måde det hele bare værre.
Og dér er det egentlige problem. Lysten er kommet tilbage. Stærk, næsten upassende, jeg vågner om natten og kan ikke falde i søvn igen. Bare ikke til ham. Jeg falder ned i fantasier om en fremmed der vil have mig, en der ikke ved noget om min krop. Som ser mig for første gang, uden journal, uden medlidenhed, uden det her "jeg elsker dig præcis som du er". Når han rører ved arret stivner jeg helt, jeg holder vejret. Når jeg forestiller mig et fremmed blik der ikke kender historien — lever jeg op. Ærligt talt forstår jeg det ikke selv, terapeuten siger at det er normalt, men terapeuten ligger ikke i den samme seng som mig.
Jeg ved at det lyder som utaknemmelighed. Han var der hele året, og jeg fantaserer om en slags spøgelser fra en app. Men problemet ligger ikke i ham, problemet ligger ikke i ham, jeg gentager det som et mantra. Problemet er at hans blik er blikket fra en der har set mig uden hår, uden bryst, med slanger i årerne. Og jeg har nu brug for et blik der bare ser en kvinde. Ikke en syg, ikke en overlever, ikke "hvor er du sej", men bare en kvinde. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forene det og ved ikke om jeg overhovedet kan sige det til ham.
Hvis nogen er gået gennem kræft og kom tilbage til kroppen via sex — hjælper fremmede blikke eller fjerner det fra ens mand? Er det en normal fase eller er jeg allerede flygtet og kan ikke se at jeg er flygtet? Og hvad gjorde I med skyldfølelsen — for min rækker til tre år frem, jeg bærer den som en kuffert.
Answers
-
★ Mette, jeg gik gennem det samme som 41-årig, æggestokkræft, to år siden. At komme tilbage til sex efter kræft er et helt eget kapitel som lægerne aldrig nævner. Hos mig var det sådan at lysten kom tilbage et halvt år efter kemo, men netop til min mand tog det allerlængst. Jeg havde også fantasier om fremmede og pinte mig selv et helt år i troen om at jeg var ved at være utro. Min psykolog sagde dengang en simpel ting — for dig er din mand lige nu en sygeplejerske. Han har kørt dig til kemo i et år, holdt bækkenet når du kastede op, set dig på dødens rand. Kroppen kan ikke samtidig se en redder og en elsker i den samme person, den holder dem adskilt. Og den behøver tid for at lime dem sammen igen. Hos mig hjalp det at vi tog ti dage til Italien, et sted hvor han aldrig havde været "plejer". Ingen piller på natbordet. Der begyndte det langsomt at vende tilbage netop til ham. Fremmedfantasien kom også tilbage, halvandet år senere. Men som supplement, ikke erstatning. Virkede også. Vær ikke bange for din lyst, den er ikke svigt, den er bevis på at du lever. Bare lad være med at træffe store beslutninger mens ombygningen er i gang.
44 ↑
-
Ikke kræft men en alvorlig ulykke og lang genoptræning. Samme dynamik — lysten kom tilbage men til min mand tog det længst, han blev forbundet med omsorg ikke eros. Det der hjalp — vi begyndte at date fra bunden. Bogstaveligt som da vi var 25. Han hentede mig ved porten. Vi gik på bar på Vesterbro, snakkede som om vi lige havde mødtes. Han holdt op med at være "plejer" og blev gradvist mand igen. Lyder naivt men virker.
14 ↑
-
En kræftpatients mand. Fra den anden side hvis det er ok. Da min kone var syg kunne jeg fysisk ikke tænke på hende som kvinde i halvandet år, fordi i hovedet havde jeg kun billeder af behandlinger. Da hun kom tilbage til livet og ville have sex behøvede jeg yderligere ca. otte måneder for at få hende tilbage som genstand for lyst, ikke som menneske jeg lige havde været ved at miste. Jeg sagde det dårligt dengang, hun troede jeg ikke ville. I virkeligheden ville jeg men tillod ikke mig selv. Måske er din mand i samme vejkryds — hovedet vil tilbage til normalt liv, men kroppen er bange for at binde sig igen. Sig det direkte til ham at du oplever ham fryse fast ved arret. Han ved sandsynligvis ikke selv hvorfor.
12 ↑
-
Psykoterapeut i København som arbejder med onkologisk rehabilitering. Det du beskriver er en yderst almindelig dynamik. Hos kvinder efter brystkræft kommer lysten ofte tilbage før kropsacceptansen. Og den søger sig ofte mod fantasier om fremmede netop fordi en fremmed er et blankt papir — husker dig ikke "før", har ikke set dig svag. Med manden er det sværere — han er bæreren af mindet om alt. Det er ikke patologi, det er normal fase. Vigtigt at ikke træffe pludselige beslutninger under lystens påvirkning mens kroppen endnu ikke er nået til "jeg er mig igen". Som regel det andet år efter aktiv behandlings afslutning. Og direkte råd — tal med din mand specifikt om arret. Ikke rundt om. Sig at du stivner når han rører der. Han bemærker sandsynligvis ikke selv.
9 ↑
-
Jeg gik i swing et år efter remission og min mand støttede det. Ikke som "behandling", men som måde at nulstille. Men ærligt — det virkede ikke straks og ikke som jeg ventede. Første gang var jeg med en mand som ikke kendte min historie og i øjeblikket følte jeg mig levende. Dagen efter — kollaps, græd, følte mig som forræder mod min egen krop der lige var kommet tilbage. Der skulle endnu to møder til før det blev sundt og ikke flugt. Hvis du går — gå med din mand ved siden, ikke væk fra ham. Det er hundrede km forskel.
6 ↑
-
Mastektomi som 40-årig. Også venstre. Rekonstruktion et halvt år senere. En ting som ingen sagde til mig — arret forsvinder ikke følelsesmæssigt selv om det forsvinder fysisk. Mit eget kunne jeg ikke selv røre ved i fem år. Min mand rørte, jeg kunne ikke. Og da jeg første gang selv lagde hånden der og ikke trak tilbage — det var vendepunktet. Måske lader du ham ikke røre der endnu fordi du ikke selv har taget imod det. Prøv først selv. I bruseren, uden pres. Mærkeligt arbejde men nødvendigt.
2 ↑
